Tag på eventyr i Transits nye Trail- og Active-modeller

15-06-2020

Ford løfter sløret for to nye varianter af Transit og Transit Custom med de rå og terrændygtige Trail og Active-varianter.


Den nye Trail-variant kommer til både 2-tons Transit og Transit Custom. Den er udviklet til at kunne arbejde i de mest krævende terræner og miljøer med optimeret trækkraft. I forhjulstrukne Transit- og Transit Custom-modeller (FWD) opnås den forstærkede trækkraft med et nyt mekanisk spærredifferentiale (mLSD), mens den i firhjulstrukne Transit-modeller (AWD) opnås med intelligent firhjulstræk. 


Transit Trail og Transit Custom Trail kommer også med yderligere teknologiske opdateringer både ind- og udvendigt, som gør begge varianter mere robuste og giver endnu større komfort uden at gå på kompromis med deres praktiske egenskaber.


Derudover kommer Transit Custom også i nye Active-varianter, der er skræddersyet til den aktive livsstil. Transit Custom Active har automatgear, kontraststyling og SUV-inspireret design, der både er en fryd for øjet og gør den mere offroad-egnet. 


Senere i 2020 vil Ford også lancere en Transit Connect Active. Flere detaljer vil blive offentliggjort tættere på modellens lancering.


Trail til alle slags køreforhold
De nye Ford Transit Trail og Transit Custom Trail kommer i et mere råt design, som er specifikt udviklet til at kunne klare de tungeste arbejdsopgaver i krævende terræn.


Varebilernes Trail-modeller bærer sort kontraststyling på begge kofangere og sidepaneler, mens deres matsorte frontgrill har store, markante Ford-bogstaver. Det fremtrædende design rundes af med unikke 16” alufælge og Trail-logoer på de forreste døre. Transit Custom Trail kan derudover ekstraudstyres med tagbøjler og trinbrædder.


Transit Trail og Transit Custom Trail kommer i motorvarianter med optimeret trækkraft, der er udviklet specielt til tunge læs under vanskelige køreforhold. Forhjulstrukne Trail-varianter (FWD) har mekanisk spærredifferentiale (mLSD) som standard, mens firhjulstrukne Transit-modeller (AWD) også fås med intelligent firhjulstræk (IAWD), der sikrer godt fodfæste i alle slags terræner og vejr.


Det nye mekaniske spærredifferentiale er udviklet i samarbejde med drivlinjespecialistvirksomheden Quaife. I køreforhold med lavt vejgreb overfører spærredifferentialet automatisk drejningsmoment til hjulet med mest trækkraft. Det gør Transit Trail-modellerne i stand til komfortabelt at tackle svære køreforhold såsom uasfalterede veje, grusveje og lignende. 


Trail-modellernes elektroniske stabilitetskontrol (ESC) er også blevet rekalibreret til at arbejde tæt sammen med det mekaniske spærredifferentiale. Teknologien har ingen indvirkning på CO2-udslip og brændstoføkonomi og er tidligere anvendt i Ford Performance-modeller som Focus RS, Fiesta ST og Focus ST.


Det intelligente firhjulstræk (IAWD), som fås til firhjulstrukne Transit Trail-varianter, giver også optimeret trækkraft i offroad-terræn. Teknologien bygger på basen af den baghjulstrukne konfiguration og forbedrer den ved at sende op til 50 procent af drejningsmomentet til frontakslen ved tilgængeligt vejgreb.


Det intelligente firhjulstræk understøttes yderligere af de valgbare køreprogrammer Slippery og Mud/Rut, der giver bedre stabilitet og kontrol i henholdsvis glat og mudret føre. Dertil har firhjulstrækket også en AWD Lock-funktion, der opdeler drejningsmomentet 50-50 mellem for- og bagakslen i køreforhold med ekstremt lavt vejgreb. Systemet har ingen indvirkning på hverken lastevolumen eller dimensionerne sammenlignet med tilsvarende baghjulstrukne Transit-varianter.


Også i kabinen udskiller Transit Trail og Transit Custom Trail sig. Som standard kommer de både med fulde læderkabiner, aircondition, Quickclear-opvarmet forrude, foldbare og elbetjente sidespejle samt automatisk lys.


Transit Custom Trail fås i to forskellige akselafstande med en totalvægt fra 3.000 til 3.400 kg.


2-tons Transit Trail fås som Van, Single Cab og Double Cab i forskellige akselafstande med en totalvægt på 3.500 kg.


Alle varianter af Transit Trail og Transit Custom Trail har Fords 2,0-liters EcoBlue-dieselmotor, som fås med 130, 170 og 180 hk.


Alsidig Active til den aktive livsstil
En ny Active-model introduceres også til Transit Custom. Den nye variant har rå SUV-styling med unikke detaljer, der gør den mere egnet til eventyr.


Transit Custom Actives SUV-inspirerede design omfatter:   

  • Unikke 17” alufælge
  • Karakteristisk Active-frontgrill
  • Kontraststyling ved skærmkasser, på karosseriets      sider, bagerste kofanger og sidespejle
  • Tagbøjler som standard


Derudover har Transit Custom Active også en unik kabine i dellæder.


Transit Custom Active fås med automatgear med henholdsvis 130 og 170 hk. Den fås i to forskellige akselafstande med en totalvægt på 3.000 kg.


Transit-linjens nye Trail- og Active-udgaver drager fordel af de væsentlige optimeringer, som Transit og Transit Custom har fået i løbet af 2019. Disse indebærer en mere økonomisk 2,0-liters EcoBlue-dieselmotor, FordPass Connect-modem og nye førerassistanceteknologier.


Ford Transits brede modelprogram var sidste år en stor grund til, at Ford for femte år i streg var klasseledende på varebilsfronten.


Transit-linjens nye Trail- og Active-varianter forventes lanceret i Danmark til august.

ModelCO2 fra (WLTP)Forbrug (WLTP)
Transit Trail210 g/km12,5 km/l
Transit Custom Trail183 g/km14,3 km/l
Transit Custom Active186 g/km14,1 km/l

Kontakt osSe flere nyhederGå til MyNewsDesk

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Karvil Biler

Nyheder og events

Se nyheder fra Karvil Biler